Felix Pedersen:
Et kunstværk
har altid en
konkret
forankring
i den der
forunderlige virkelighed!
Felix Pedersen lader os få naturen ind under huden. Det er, som om hans
malerier indeholder dens puls og åndedrag. Betaget ser vi hans store
monumentale og ekspressive naturabstraktioner.
Oljemalerier med kraft
og saft, men også følsomhed og tysthed. Han lader os dvæle i
genkendelige naturelementer - referancer, vi kan fæstne blikket ved
og finde fodfæste i, - så søger blikket videre i abstrakte lag af
liv og rytme.
Penslen maler linier af lys, halvt dækkende dybe brønde af dunkel
mættethed.
Brede tunge strøg, blødes op af tøvende, lette bevegelser.
Vi merker kovens fugtigegrøde og lyset filtreret gennem bøge og
bregneblade. Himlen åbner sig i lyshvælv, vandet fosser,
tågen tykner.
Felix Pedersen, der i 2006 fyldte 60, debuterede på Kunstnernes Påskeutstilling i det turbulente år; 1968. Han var med i kredsen omkring Eksskolen, Thylejren og kollektivkunsten.
For et par år siden
blev han nominert til årets kunstner i Kunstavisen. I sin begrundelse
for dette skrev kunstanmelder Lisbeth Tolsrup: "Han kan det sjældne
at være provokerende, uden at gå på kompromis med sit
kunstneriske udtryk. Han tør bevæge sig mellom det
konceptuelle og det maleriske, mellom det pågående
og det nærværende.
